Lagt på af Tim Toftegaard den 07-04-2010 kl. 00:00

Godt fra land i Danmarksserien

Næstveds divisionsreserver vandt mandag med 3-0 over B1909 i forårets første turneringskamp. Træner Peter Nielsen er glad for den gode sæsonåbning og glæder sig over, at holdets nye unge spillere greb chancen.

- Efter et par gevaldige nedture i de sidste par træningskampe, kom vi godt fra land i første kamp. Tre point er altid rart at lægge ud med, det giver lidt ro. Det der var endnu mere glædeligt, var at se, de ynglinge som vi havde med, og som er planen at vi skal til at benytte os mere af i fremtiden, gjorde det fremragende. Vi havde bla. en 1. års yngling i midterforsvaret, som viste os at talentmassen i klubben er enorm. Herligt, udtaler Peter Nielsen til ligabold.com.

Kampen gav desuden comeback til Nikolei Jensen og Thomas Meisner, der begge er vendt tilbage efter et ophold hos FK Sydsjælland.

Holdets næste kamp er på udebane mod Avedøre på lørdag kl. 13.30.